KVINDER DER INSPIRERER: CAROLINE SØLVER

Mit navn er Caroline Sølver. De sidste syv år har jeg opbygget arbejdet selvstændigt med mit eget univers, der indeholder bloggen, Silver Stories, min instagram-profil en podcast, rejsebøger og det nyeste; et strikkeunivers, @silverlining.cph. Derudover freelancer jeg for startup-virksomheder i livsstil- og fintech-branchen, rådgiver dem inden for go to market strategi, marketing og kommunikation. Jeg er også fast hos Mindpool, hvor jeg sidder med content og marketing. Der sker virkelig meget, og jeg har mange forskellige hatte på. Lige nu tager Martha, min hundehvalp, også meget af min tid. Derudover er jeg fuldtidsstuderende og er netop startet på min kandidat på CBS (cand.merc.com), som er en overbygningen til min bachelor. Jeg har haft to års pause efter jeg færdiggjorde min bachelor. Jeg havde ikke travlt med at blive færdig og leve voksenlivet, men valgte i stedet at arbejde og rejse.
Du er globetrotter og bor både i Danmark, New York og Berlin – hvordan er det at leve i flere lande?
Jeg har altid været meget rejselysten - det har altid ligget til min personlighed. I løbet af gymnasietiden planlagde jeg altid udenlandsweekendture med veninderne. Jeg havde tysk på A-niveau i gymnasiet og var helt vild med Berlin. I løbet af 3.g besluttede jeg mig for at flytte til Berlin, når jeg blev student.
Det er lidt vildt, når jeg tænker på det. Det eneste jeg havde styr på, var en lejlighed. Jeg havde ikke set lejligheden selv, men havde fået hjælp af en facebookven. Jeg havde kun mødt ham en gang i Berlin, men jeg spurgte ham, om han ikke ville kigge på lejligheden. Han sagde god for lejligheden. Derfor var lejligheden det eneste, jeg havde styr på, inden jeg flyttede til Berlin. Jeg havde ikke noget netværk, intet job og jeg var rimelig alene. Efter en måneds tid blev jeg personlig assistent hos en dansk kunstner, men han var vanvittig. Det blev jeg også, fordi jeg var så meget sammen med ham, så jeg stoppede efter et par måneder. Jeg blev senere ansat på et tysk PR-bureau.
Det var virkelig hårdt at bo i Berlin. Jeg fik selvfølgelig skabt en omgangskreds, men jeg var meget alene og meget ensom, men jeg besluttede mig for at kæmpe for det. Jeg endte faktisk med at bo der i tre år i stedet for blot det ene planlagte år. I den tid fik jeg en masse venner, forskellige jobs og lærte tysk, som jeg taler så godt som flydende i dag. I Berlin mødte jeg min kæreste, som er fra New York, og vi rejste verden rundt sammen. Da der var gået tre år i Berlin, kunne jeg mærke, at jeg gerne ville studere, så jeg vendte tilbage til København.
Siden vi blev kærester, har jeg forsøgt at bo lidt opdelt mellem København, Berlin og New York. Jeg har haft nogle lange perioder i New York, hvor jeg arbejdede, og så skrev jeg også min bachelor derovre. Det er rigtig dejligt, at mit arbejde er så fleksibelt, at jeg har mulighed for at rejse. Jeg har stadig min lejlighed i Berlin, så der forsøger jeg også at være et par måneder om året. Det er som at have en fod i tre forskellige lejre, så jeg lever lidt i en kuffert. Det er meget logistik i det, men det er også meget givende. København er min hjemby, men når jeg har været der i en måned, så tripper jeg og spørger mig selv, hvornår jeg skal videre. Det er både muligheder og udfordringer ved den her livsstil.
Hvordan havde du modet til at flytte til et andet land i så ung en alder?
Når jeg kigger tilbage på det, så kan jeg godt se, at det måske var naivt, at jeg flyttede til Berlin. Jeg tænkte: ”Jeg flytter bare til Berlin - lærer tysk på en uge, får en kæmpe omgangskreds - og det kommer til at køre”. Det endte det også med, men det var en hård kamp. Jeg tror, at det var godt, at jeg havde den naivitet med mig, fordi det hjalp mig til at springe ud i det. Jeg har også en ”do-er” mentalitet. Når først jeg siger tingene højt, så fuldfører jeg dem også. Der kan godt gå noget tid, inden jeg når dertil, fordi jeg skal tænke det godt igennem først. Men når det er sagt højt så skal, og vil jeg fuldføre. Do-er personlighedstrækket følger med, fordi jeg bare har kastet mig ud i ting. Jeg har meget høje ambitioner, og så har jeg også en frygt for at spilde tiden. Jeg kan huske, at mange af mine venner i gymnasiet sagde, at de ville ud at rejse, men at de lige skulle tjene nogle penge først. De arbejdede på cafe eller i H&M, og så gik de på Gothersgade i weekenderne og brugte alle deres penge, og der var mange af dem, der ikke kom ud at rejse – og sådan skulle det ikke være for mig. Det var vigtigt for mig, at jeg tog sabbatår, kom i gang og gjorde de ting, der var givende for mig.
Hvad giver det dig at rejse? Og hvad er frihed for dig?
Det giver mig mange ting at rejse. Først og fremmest giver det mig en mening med livet: Vi er her for at få oplevelser, have gang i den og have det sjovt. Jeg kan også få den her ’power’ fornemmelse ved, at jeg har planlagt mit eget liv til at være på den her måde, og det er jeg stolt over. Jeg sidder ikke fast i noget hamsterjul. Jeg har formået at indrette min hverdag, så det giver mig frihed at jeg ikke blot følger normen. Frihedsfølelsen - og det at jeg selv har indrettet min hverdag, opfylder mine behov og mine drømme. Jeg har evnen og styrken til at gøre ting, så længe jeg ikke er låst fast af begrænsninger, normer og et liv, hvor man har så mange regninger, at man er tvunget til at have et fuldtidsjob. Men selvfølgelig kan jeg i et svagt øjeblik godt kigge på mine venner, der slår rødder, køber bil og sommerhus, føle en flig af misundelse.
Hvordan vil du gerne inspirere andre mennesker med din livsstil?
Jeg har mange, der skriver til mig og spørger, hvordan man lever min livsstil. Det er der faktisk mange flere muligheder for i dag. Mest af alt tror jeg, at man skal have lysten og drivkraften inde i sig selv. Da jeg var 18 år og flyttede til Berlin i 2013, havde vi selvfølgelig også internettet, men slet ikke som i dag, hvor man kan blive del af forskellige grupper og netværk. Derfor er det nemt i dag at finde ligesindede, og skabe et netværk. Hvis man virkelig har drivet til at flytte, så skal man heller ikke vente på, at der er en person, der har en helt fyldestgørende FAQ til en, men også selv undersøge det. Jeg kan selvfølgelig godt forstå andres usikkerheder og deres spørgsmål - jeg kunne jo også selv godt have brugt et større netværk eller en, jeg kunne spørge til råds.
Der er også nogen, som begrænser sig selv - og selvom de henvender sig til mig for at blive inspireret, så kan jeg godt fornemme, at det aldrig kommer til at ske for dem. Mit svar kan godt lyde lidt hårdt og kynisk, men hvis du virkelig gerne vil flytte til udlandet, så kan du også gøre det. Det gjorde jeg. Jeg kendte ikke nogen, og der var ikke nogen jeg kunne spørge. Jeg brugte google, mit lille netværk, og den fyr jeg kendte fra Berlin. Vi har utrolig mange muligheder og værktøjer i dag, og det handler meget om at udnytte dem. Selvfølgelig er der også nogle ydre faktorer, som spiller en stor rolle, da man skal have nogle penge og et sted at bo. Jeg havde selvfølgelig også mange bekymringer, og det skal heller ikke lyde som om, at jeg er et menneske, der ikke bekymrer mig – for det gør jeg.
Det har altid været vigtigt for mig skabe en platform, der puster til mere end folks forbrugsmentalitet. Det er meget vigtigt for mig at skabe værdi og inspirere. Jeg vil gerne give mig selv en stemme. Derfor startede jeg podcasten, Silver Talks, som minder om jeres koncept ’Kvinder der inspirerer’, hvor jeg interviewer forskellige kvinder med forskellige historier, som man kan lære noget af. Podcastmediet gør, at folk får mulighed for at komme tættere på. Jeg får virkelig mange søde henvendelser - og bliver så glad når der eksempelvis er nogle, som har købt min guidebog til Berlin og har haft den fedeste weekend i byen. Det betyder utrolig meget at høre, at guidebogen har været nyttig.
Hvornår vendte din situation sig i Berlin?
Mit første år i Berlin var til tider hårdt og ensomt. I København havde jeg en stor omgangskreds med familie, venner og bekendte, og i Berlin skulle jeg klare alting selv og var ensom. Det var svært at gå fra denne ene yderlighed til den anden. Jeg overvejede også, om jeg skulle flytte tilbage til København, men så kom do-er mentaliteten frem i mig igen. Det ville nærmest være et nederlag for mig ikke at give det en rigtig chance. Den del så andre mennesker selvfølgelig ikke, men man skal også huske på, at der også er en bagside af medaljen. Det er hårdt arbejde, og sommetider kan jeg god misunde mine veninder, som er glade for deres 9-17 arbejde, deres kæreste og lejlighed, og som rejser et par gange om året. Nogle gange ville det være nemmere at leve sådan, fordi jeg hele tiden har løse ender, der skal gå op.
Efter det første halve år i Berlin vendte det til det gode, jeg fik et nyt job, hvor der var mange jævnaldrende. Vi arbejdede hårdt med lange dage, events og modeuger, men vi havde det virkelig sjovt. De fleste af dem var tyskere, men med internationale baggrunde, så det var et sejt, inspirerende crew. Vi gik i byen hver weekend og havde en fest. Jeg fik set Berlin med nogle nye og lokale øjne, da det var en anden måde at opleve byen på. Det gav mig styrken til at føle, at jeg virkelig boede der. Det var min nye omgangskreds, som gjorde forskellen.
Hvem og hvad inspirerer dig?
Det der inspirerer mig, er det, der har formet mig til den, jeg er. Det ligger lidt i generne, selvom min familie er meget danske og bor i Danmark, så er jeg vokset op med, at vi rejste meget sammen som familie. Min farfar og mormor havde begge karrierer, hvor de rejste meget og boede rundt i verden. Jeg er derfor vokset op med et mere internationalt mindset, og har også familie – ikke by blood – som bor i USA, som jeg er vokset op med at besøge. Jeg har altid haft et internationalt mindset, og det har hjulpet mig til at se mulighederne ift. at rejse. Min venindegruppe er også meget internationale: En af mine veninder er vokset op i Rusland, en anden har italienske og nigerianske rødder, to er svenskere og en er fra England. Jeg har også to veninder i Berlin, som kommer fra USA, der inspirerer mig til at sige: ”Hvis de kan gøre det og leve i et andet land på trods af, at deres familie er langt væk, så kan jeg også ”. Det betyder rigtig meget at skabe en social ring om sig selv. Hvis jeg skulle give nogle gode tips til det, skulle det være:
1: Bevæger du dig i den forkerte cirkel med forkerte impulser og venner der ikke hjælper dig med at vokse - så find andre kredse
2: Omring dig med mennesker du bliver inspireret af
3: Følg din drøm og gør det der føles rigtigt for dig
Hvordan skaber du en balance i hverdagen med så mange bolde i luften?
Lige nu kæmper jeg faktisk meget med at finde en god balance i hverdagen, da jeg jo netop er startet på fuldtidsstudie. Derfor kan jeg ikke have to fuldtidsjobs kørende på samme tid længere. September måned har været rigtig hård, og jeg har et par gange været ved at gå ned med flaget, da det er begrænset, hvor meget man kan nå på en dag. Det er virkelig noget jeg kæmper med, og jeg har ikke fundet “the holy grail”, men jeg har selvfølgelig en masse værktøjer og redskaber, som jeg forsøger at leve efter, så hele kabalen går op.
Jeg bruger min kalender, hvor jeg skriver alt ind og danner mig et overblik. Noget nyt jeg øver mig i er, at jeg bevidst ligger ”buffer-tider” ind, hvor jeg kan slappe af og få styr på de løse ender. Derved får jeg energi til andre ting og kører ikke med 200 km/t hele dagen - hverdag. Som freelancer har jeg jo også et liv, hvor jeg arbejder hver dag og ikke har fri. På trods af at jeg har megatravlt, så sørger jeg også for at lægge tid indtil de ting, der giver mig energi. Jeg går mange ture, jeg træner en del og læser skønlitteratur fast, inden jeg går i seng. Jeg er meget konsekvent i forhold til ikke at have min computer med i sengen, og min telefon sætter jeg til opladning i stuen. På den måde undgår jeg at bruge værdifuld tid på at scrolle på ligegyldige sociale medier. For at sove bedre læser jeg i stedet skønlitteratur hver aften, inden jeg skal sove. Det er et genialt tip, for det giver en naturlig træthed - væk med telefonen og ind med bogen - prøv det!
Jeg tænker også meget over mindsettet ”Be the creater, not the consumer”. Jeg vil selv bestemme, hvordan jeg bruger min tid på den bedste måde og jeg vil ikke bare falde ind i et ond ring, hvor jeg bare sidder og scroller løs, uden at det giver mig værdi. Her kan man også vurdere, hvem man følger på Instagram – bliver man inspireret af dem eller efterladt med dårlig og negativ energi? Er det negativt, så slet dem - og skab dit eget indhold og følg nogle mennesker, som giver inspirerende og ægte indhold. Jeg tænker også meget over skærmtid og vil hellere læse en god bog eller være sammen med mine veninder, arbejde, træne eller hvad der ellers giver mig værdi i hverdagen.
Har du nogle gode råd til, hvordan man kan skabe en livsstil som din?
1. Hvis du ønsker at bo i udlandet, så find et sted, hvor du kan lære nye mennesker at kende. når du er flyttet: Gennem studie, arbejde, kurser eller frivilligt arbejde. Det er alfa omega at skabe et netværk
2. Meld dig ind i online netværksgrupper – det kan blive til fysiske netværk.
3. Få styr på din økonomi og minimer dine udgifter, så du har mulighed for at rejse. Du kan eventuelt rejse til Asien, Afrika eller Sydamerika, hvor det er billigere at bo. Jeg udlejer min lejlighed i København, når jeg ikke er her. Mine jobs er også nogle, der kan udføres alle steder, og det er jo en kæmpe hjælp – jeg skal blot bruge min computer og en internetforbindelse for at tjene penge. Mit tip er derfor at minimere sine udgifter. Jeg lever selvfølgelig med middage på restauranter og med cafeaftaler, men jeg forsøger også at være bevidst omkring min økonomi.
4. Jeg bruger appen ’Spir’ som et konkret værktøj til at styre mine penge. Det er en app, der tracker, hvad dine penge bliver brugt på. Det var virkelig en øjenåbner, da jeg for et par år siden opdagede, at jeg brugte 600-700 kr. på at købe kaffe om måneden. Så i dag har jeg fx et kaffe abonnement, som koster 130 kr.
5. Spørg dig selv hvordan du vil bruge dine penge. Jeg overvejer mine køb inden jeg køber, og så køber jeg det meste af mit tøj i genbrugsbutikker eller på Trendsales.
6. Tænk over, hvordan du vil leve og indrette dit liv, og derved kan du skabe din drøm.
7. Følg din egen vej og forsøg at lade være med at blive påvirket af andre. Det er også noget, jeg selv kæmper med, men det er vigtigt at lytte til sin egen stemme og gøre det, som du drømmer om med dine midler. Græsset er ikke grønnere på den anden side, og du skal leve dit liv på din måde.
Hvordan får du det til at fungere med venner og familie, når du er globetrotter?
Det kommer selvfølgelig meget an på, hvilke typer forhold man har, men for mig har jeg mange tætte og meget gamle venner, som jeg har kendt siden folkeskolen og gymnasiet. Vi er supertætte, men vi behøver ikke at være i kontakt hver dag. Jeg har en veninde, som har boet i Sverige i tre år, og som lige er kommet tilbage til Danmark. Vi sås hele sidste uge, men så gik det op for os, at vi ikke havde set hinanden i næsten to år, men at vi stadig er lige tætte. Det er værdibare forhold for mig - dem man er lige tæt med, selvom man ikke er i kontakt dagligt.
Når jeg er i Berlin eller i New York, så går jeg mange ture og ringer gode veninder op i Danmark. Det er også sådan, jeg holder kontakt med mine forældre, når jeg er væk. Det kan være alt fra 10 minutters opkald til en halvanden times opkald. Jeg kan selvfølgelig godt få følelsen af FOMO, og det har da været hårdt at vide, at familien er til familiesammenkomst, mens jeg sidder i New York. Der er jeg nødt til at være lidt mere kynisk, da jeg har valgt at være her, og det skal jeg nyde. Selvfølgelig vil jeg misse ting, da jeg ikke kan være to steder på en gang, og så må jeg nyde det ekstra meget, at jeg har taget det her valg eller ringe dem op og være med på facetime. Det er også vigtigt at stole på, at de venskaber man har, er stærke nok, og at de vil overleve, også selvom man ikke ser hinanden i en periode.
Jeg har selvfølgelig også haft venner og familie på besøg i Berlin og New York, og så bliver man endnu mere tætte, når man er så længe sammen. Det er selvfølgelig nemmere, når jeg er i Berlin, da folk kan komme på weekendbesøg, hvor det i New York selvfølgelig er mere besværligt. Det giver supermeget at vide, at venner og familie har lyst til at komme på besøg og bruge tid og penge på det.