Kvinderne bag det succesrige Nystrup og Øskov

”Jeg hedder Dorte Øskov, og jeg har gennem snart 11 år haft Nystrup & Øskov sammen med Tanja. Jeg er oprindelig uddannet i Hotelbranchen, men jeg synes, at det er ligesom at have frikvarter at være i en butik. Før Nystrup & Øskov har jeg været hos Bestseller, hvor jeg både har været salgsassistent, butikschef og distriktschef. Jeg er 45 år og bor alene med min søn, som jeg selvfølgelig deler med hans far. Jeg er oprindeligt fra Fyn, men i dag bor jeg i Køge med min søn”, fortæller Dorte.
”Jeg hedder Tanja Nystrup, og vores butik og webshop er navngivet efter vores efternavne. Jeg er 45 år gammel. Jeg har to drenge og er gift med Jan, og sammen bor vi i Solrød Strand. Jeg er en meget aktiv kvinde både forretningsmæssigt og motionsmæssigt. Jeg træner meget, og går meget op i sport sammen med mine børn. Den ene af dem har en diagnose, mens den anden er ved at blive udredt, så jeg går meget op i, at de trives i deres hverdag. Begge mine børn går i specialklasse og til en masse sport, som jeg er med til og støtter dem i. Jeg prøver at få fyldt hverdagen op med en masse god energi. Jeg elsker mode, nærvær og mine veninder, så det bruger jeg også meget af min tid på”, fortæller Tanja.
Hvor kender i hinanden fra, og hvorfor lavede i en tøjbutik sammen?
”Tanja og jeg kender hinanden fra Bestseller, hvor vi arbejdede sammen i 10 år. Vi var faktisk ikke veninder, da vi skabte virksomheden sammen, men kollegaer. Det var Tanja, som forslog, at vi skulle lave noget sammen, da hun kendte en, som havde et ledigt lokale i Køge. Jeg svarede hende, at hun kun måtte spøge mig, hvis hun virkelig mente det – for jeg ville svare klart ja. Hun mente det, og det blev starten på vores samarbejde. Efterfølgende satte vi os ned hver tirsdag i mange uger og snakkede om vores mål, drømme og visioner. Formålet med det var at finde ud af, om vi ønskede det samme, og om vi overhovedet kunne arbejde sammen. Det er en ting at være kollegaer, men at være samarbejdspartnere er noget helt andet. Vi brugte derfor meget tid på at finde ud af, om vi overhovedet kunne arbejde sammen som partnere, og det er noget af den bedste tid, vi har investeret i”, fortæller Dorte.
”Dorte er ansvarlig for butikkerne, mens jeg er ansvarlig for webshoppen og vores SoMe. Det er delt meget stringent op, da det faktisk er to vidt forskellige virksomheder med to forskellige CVR-numre. Vi har derfor to forskellige lagre og to forskellige strategier. Vores vigtigste opgave er at få de to virksomheder til at spille sammen. Vores webshop er kun 3,5 år gammel, og her prøver vi, ligesom i butikkerne, at være meget nærværende. Vi ønsker, at man som kunde hele tiden skal føle, at man er en del af vores online N&Ø univers – ligesom kunderne i butikken føler, at det er deres butik. Vi interagerer rigtig meget med vores gæster på de sociale medier gennem lives, hvor vi kommunikerer direkte med de kvinder, som sidder bag skærmen. Vi ønsker at give dem følelsen af, at de står i et prøverum, hvor de kan se, mærke, føle, spørge og være til stede. Hvis man ikke kan nå ned i butikken, kan man bestille online og afhente i butikkerne senere. Vi er online hele tiden for at interagere med gæsterne”, fortæller Tanja.
”Webshoppen og SoMe er online-universets vinduer. Vi har vinduer nede i gågaden, som skal se pæne ud. Den samme mulighed skal der være online og derfor kommunikerer vi live. I butikkerne kan vi snakke med gæsterne, de kan blive budt på kaffe, guldkarameller og vingummibamser til børnene – så der er god stemning. Vi er en stor del af hinanden, og for os handler det meget om at være til stede og nærværende, og at de der ser det udefra kan se, at vi er meget stolte og tager det meget seriøst og er hårdtarbejdende, Vi vil give Danmarks mest nærværende service”, fortæller Dorte.
Hvilke muligheder og udfordringer er der ved at arbejde sammen?
”Hvis vi skal give et godt råd til andre mennesker, som ønsker at starte noget op sammen, så vil vi råde dem til:
- Tal jer frem til jeres strategi og vision.
- Forventningsafstemme, så I ikke ender med at blive uvenner.
- Beslut hvad I gerne vil huskes for, når man ser det hele udefra
”En af styrkerne ved Dorte og mit samarbejde er, at vi ikke var veninder, før vi startede, men vi vidste dog, at vi havde den samme arbejdsmoral. Jeg var pissedårlig til det, Dorte var god til, og omvendt, så vi komplementerede hinanden med vores styrker. Det udnyttede vi og koblede det sammen til noget godt og nærværende. Vi satte os også ned og lavede en filosofi over virksomheden. Hvis vi mister os selv hen ad vejen, så kan vi tage den frem og se, om der er noget, der skal rettes op på. Igennem tiden har vi også skulle slibe kanter af. Jeg roder rigtig meget, og Dorte er et ordensmenneske, så vi har da skældt hinanden ud en gang i mellem, men så bliver vi bare gode venner igen”, fortæller Tanja.
”Fordi vi netop er så forskellige, så har der selvfølgelig også været et par udfordringer på vejen. Det ville også være mærkeligt andet, når man er så meget sammen. Mulighederne ved vores tætte samarbejde er, er at vi deler tingene med hinanden og fejrer vores succeserne sammen. Vi er også gode til arbejde sammen, når tingene brænder på - vi gå gennem ild og vand. Den største styrke for os er helt klart, at vi har hinanden”, forklarer Dorte.
Hvad er jeres bedste tips til at skabe en karriere i modebranchen?
”I bund og grund handler det ikke om, hvad du sælger, men mere om, hvordan du er som menneske, og hvordan du griber din virksomhed an. Hvis man ønsker at skabe succes i modebranchen, så tror jeg, at det er vigtigt, at man tør at gå i sine egne fodspor. Man kan selvfølgelig godt kigge hos konkurrenten, men det vigtigste er, at man tør at finde sin egen vej og være tro mod sig selv. Man skal ikke ligne alle andre, men være sig selv. Hvis man gerne vil ind i modebranchen og ikke starte sit eget brand, så er det vigtigt, at man sætter sig ned og laver en strategi over, hvad du gerne vil, samt hvilken målgruppe du ønsker at henvende dig til. Hvis man ikke investerer tid i dette, så kan det gå rigtig galt”, fortæller Tanja.
”Mit bedste råd til succes i modebranchen er, at man virkelig skal brænde for det. Købmandskabet er også en vigtig del af det. Tanja og jeg havde været i Bestseller i mange år, og der havde vi siddet med indkøb, uddannelser, rekruttering og afskedigelser - vi var gennem alt. Vi var klædt godt på, men omvendt havde vi kun været i en stor koncern, så der var også mange nye ting, vi skulle lære og undersøge. En af vores største svagheder har været, at vi ikke har stolet særlig meget på andre mennesker, eller været gode til at spørge om hjælp. Da vi stødte ind i Corona-krisen, oplevede vi modgang ift. vores finansiering, som gjorde, at vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre. Vi besluttede os derfor for at ansætte en advokat og et advisory board, som vejledte andre virksomheder. Det brugte vi meget tid på. Det var rigtig dyrt, men de var utrolig dygtige, og det er de bedste penge, vi nogensinde har givet ud. Vi har i dag tre dygtige mennesker i boardet, som har været med til at rykke os sindssygt meget. Det tog os også kun 10 år at spørge om hjælp. Vi anbefaler derfor, at man skal være åben for hjælp, men også være sikker på, at man kan stole på dem, der skal hjælpe en”, siger Dorte.
”Tanja og jeg har fra start sagt, at vi gerne ville være nogle, der hjælper eller inspirerer andre, hvis de har brug for hjælp til at gå deres egen vej. Vi har haft nogle stykker gennem årene, som har kontaktet os for at få vejledning, og det vil vi selvfølgelig gerne, så længe det ikke er i konkurrence med os. Det handler også meget om, at det du giver, får du 100 gange tilbage igen. Det har i hvert fald altid været vores mentalitet at hjælpe andre mennesker. Da vi startede for 11 år siden, lavede vi video dagbøger, som vi delte med andre kvinder. Vi var måske ikke så professionelle, men vi tog dem med i Ikea og med hen til Dortes hus for at vise, hvordan vi pakkede varer og så videre. Vi ville virkelig gerne inspirere andre kvinder - for det fedeste i hele verden er at gøre andre mennesker glade”, fortsætter Dorte.
Hvem og hvad inspirerer jer?
”Det er et rigtig godt spørgsmål, som vi har snakket meget om, da vi i virkeligheden er nogle mennesker, som passer meget os selv. Selvfølgelig kigger vi på de sociale medier, men vi bliver mest inspireret af hinanden, da vi har utrolig mange gode ideer selv. Det er derfor ikke altid nødvendigt at gå ud og lede efter dem. Vi bliver dog meget inspireret af mennesker, der er positive og givende, som fx Ole Henriksen. Vi elsker hans energi og at læse hans bøger. Vi synes også at bogen ’The Secret’ af Rhonda Byrne er enormt inspirerende.
Forretningsmæssigt bliver jeg meget inspireret af virksomheder, der er proaktive, og her kigger jeg ikke særlig meget på butikkerne i modebranchen, men på supermarkeder og dagligvarebutikker. Det gør jeg, fordi de taler og henvender sig til mennesker hver dag, og det vil vi også gerne. Vi ønsker også, at vi har kunder der besøger os hver dag”, fortæller Tanja.
Hvad er jeres vision for webshoppen kontra de fysiske butikker?
”Vi har det seneste stykke tid investeret i nogle mennesker, som kan rykke vores virksomhed online. Vi skal ikke være Danmarks største webshop, men vi skal være Danmarks bedste og mest nærværende webshop. Det vigtigste for os er, at vores medarbejdere møder ind på arbejdet, og har det godt og sjovt. Vi har høje ambitioner, men vi har ingen intentioner om at overtage hele verden. Ift. de fysiske butikker så har vi på nuværende tidspunkt to butikker i Køge, men vi har også haft en i Rødovre centeret. Umiddelbart har vi ikke planer om at udvide butikkerne, men vi ved aldrig, om det ændrer sig. Vi er begge to utrolig hurtige og dygtige til at finde ud af, hvad der virker - og ikke virker. Vi har altid utrolig mange ideer. Det handler blot om at finde ud af, hvilke idéer der skaber de bedste resultater, mens vi har det sjovt. Det betyder utrolig meget for os, at vi har det godt og sjovt, mens vi arbejder, da man kun lever en gang”, fortæller Tanja og Dorte.
Hvilken indflydelse har SoMe på jeres karriere?
”For 11 år siden oprettede vi vores Facebook-profil, og allerede på daværende tidspunkt lavede vi video-dagbøger, og var meget aktive og levende. Der er ingen tvivl om, at vores sociale medier er vores talerør og måden, hvorpå vi kommer ud med vores budskab. Det er snart 6 år siden, at vi stoppede med annoncering i magasiner og på de sociale medier. Vi har ikke ønsket at bruge penge på annoncer, da det er vigtigt for os, at dem der følger os, gør det af lyst. Det betyder også, at dem der følger os, er ekstremt loyale, fordi de har selv valgt os til. Vores følgere er meget meget aktive, og det er vi også. Vi svarer, interagerer, er levende og laver lives. Vi havde aldrig nået ud i Danmark uden de sociale medier, så de betyder alt for os.
”Vi er faktisk i gang med noget nyt, hvor vi har søgt nogle fondsmidler til uddannelse inden for live-træning, hvilket vil sige, at alle vores medarbejdere skal igennem en træning i, hvordan de laver live-streams. Det glæder vi os utrolig meget til. Der er mange teknikker i, hvordan man udfører en live korrekt. Der ingen tvivl om, at det er vejen frem. Vi har gang i en masse nye tiltag ift. social shopping og vores online platforme, så det er utrolig spændende. Vi har for nyligt også ansat en megasej marketingkvinde, som skal sidde med vores SEO og andre opgaver, som vi ikke beskæftiger os med”, fortæller Tanja.
”Vi skelner ikke så meget mellem vores personlige liv og vores virksomhed. Virksomheden er også vores familie, og en stor del af vores liv. I forhold til at være på de sociale medier, så brander vi virksomheden gennem vores storytelling. Fra start var det vigtigt for os, at det var os, der var brandet, fordi vi gerne ville være nærværende og troværdige. Vi kan også mærke, at der er mange kvinder, der ser op til os som mennesker, fordi vi er nogle søde, ærlige, nærværende og hårdtarbejdende kvinder, som samtidig tager sig af vores børn, passer på os selv og træner” fortæller Tanja.
Hvad er jeres bedste tips til at skabe en god balance med karriere og familie?
”Det handler om, at man er glad for det man laver, fordi det smitter også af derhjemme. Hvis vi havde haft et job, vi ikke kunne lide, så havde vi nok heller ikke været særlig gode forældre. Når vi kommer hjem fra arbejde, så har vi gerne godt humør med hjem – og nogle gange også arbejdsopgaver, men her handler det virkelig om at være nærværende, når man så er hjemme”.
Det kan selvfølgelig ikke altid lykkes, fordi der altid er nogen, der ringer eller en mail, der skal svares på. Vores bedste tip er at inddrage sine børn i sit arbejde. Det gør vi. Min dreng ved i hvert fald 100 %, hvem der arbejder hos os, hvad de laver og er meget interesseret i det. Han er 7 år, og sommetider forstår han selvfølgelig ikke, at jeg har lukkevagter, men så må man forklare, hvordan verden er. Heldigvis er hans far meget forstående og hjælper til, og det gør også rigtig meget – for vi kunne ikke have gjort det alene. Vi har nogle mænd, som hjælper os rigtig meget, men vi er også meget forstående overfor hinanden”, fortæller Dorte.
”Mine børn kan også være med til de lives, jeg laver en gang i mellem, og det synes, de er sjovt. Vi interesserer os meget for vores børn og deres velbefindende, så vi bruger også meget tid på dem. Det gør heller ikke noget, at ens børn ser, at man arbejder hårdt. Det sker der ikke noget ved, for vi vil jo heller ikke have curlingbørn. Jeg har også sagt til min søn, at han skal have et arbejde, når han fylder femten – om det er hos os eller på McDonalds, det ved jeg ikke, men det er vigtigt, at han kommer ud og prøver kæfter af”, forklarer Tanja.
Hvad er jeres bedste råd til kvinder der står over for valg i forhold til karriere og børn?
”Vores bedste råd til kvinder, som er usikre på, hvordan de balancerer en hverdag med karriere og børn, er at blive en del af en netværksgruppe, der også brænder for karriere og deres børn. Det er altid rart og givende at have nogen at sparre med, hvor man taler samme sprog og kan inspirere hinanden. Det er vigtigt at omgås med nogle mennesker, der kan løfte dig, og som ønsker dig det bedste”, fortæller Tanja.
”Jeg har ikke nogen andre selvstændige i mit netværk, så jeg er glad for, at jeg har dig, Tanja, som jeg kan sparre med - hvis jeg ikke havde haft Tanja, så ville jeg også have søgt efter nogle andre, fortæller Dorte”.
Hvad er jeres tanker i forhold til debatten om, hvorvidt man både kan gøre karriere og være mor?
”Vi har aldrig oplevet, at folk gør sig disse tanker om os, og hvis de gør, så er det deres holdning og ikke vores. Men den debat, der er på de sociale medier, er gerne, at man ikke er nærværende nok, eller er der nok for sine børn. Det synes jeg ikke er fair at sige, når man ikke ved, hvordan det foregår hos den enkelte familie”, fortæller Dorte.
”Det er nok 1 ud af 100, som synes, at man burde være mere pædagogisk eller arbejde 20 timer mindre om ugen, men jeg forstår slet ikke de mennesker, som har behov for at blande sig i andre menneskers liv. Vi laver lige præcis det, som vi elsker og brænder for, og som vi synes, er det mest fantastiske. Der er ingen, der siger noget til, at manden er væk 80 timer om ugen. Vi synes bare, at der skal være af plads til erhvervskvinder, fordi de er så megaseje”, fortæller Tanja.
Har i et godt tip, hvis man ønsker at være selvstændig?
”Vores bedste tip er, at man skal gribe chancen, når den er der og bare springe ud i det. Man skal bare give den gas. Da butikken havde været åben i 10 måneder, blev vi spurgt, om vi ville lave et modeshow til Femina-messen. Det ville vi selvfølgelig gerne. Til modemessen skulle vi lave to modeshows hver dag i tre dage. Det kunne vi selvfølgelig godt have skræmt os, men det blev vi ikke. Det var rigtig godt for vores virksomhed, da vi mødte og lærte en masse nye mennesker at kende. Det blev så stor en succes, at vi endte med at være der tre år i træk. Vi besluttede os for, at det ikke kunne hjælpe noget at blive skræmt væk, men i stedet gribe muligheden, når den var der”, fortæller Dorte.
”Det allervigtigste er, at man tror på sig selv som kvinde gennem alle aspekter her i livet. Vores tip er derfor:
- Grib chancen
- Få masser viden,
- Få et netværk, som kan støtte og udvikle dig.
Vi er utrolig glade for, at vi har hinanden, og vi er der for hinanden både i det positive og i de negative perioder”, fortæller Tanja.